Ved adgangstid i magnetiske diskdrev forstås den tid, som adgangsarmen skal bruge til at nå frem til det ønskede spor og forsinkelsen for diskens rotation for at anbringe den pågældende sektor under læse-/skrivemekanismen.

En gigabyte (afledt af SI-præfikset giga) er en enhed for information eller computerlager og svarer til en milliard bytes. Forkortes GB (ikke at forveksle med Gb, som bruges for gigabit) og "gig" i tale- og skriftsprog.

Som regel tilsluttes disse enheder computeren ved hjælp af en IDE (Integrated Drive Electronics) grænseflade. IDE-grænsefladen er i bund og grund en standardmåde at tilslutte en lagringsenhed til en computer. IDE er faktisk ikke den rigtige tekniske benævnelse for grænsefladestandarden. Det oprindelige navn, AT Attachment (ATA), indebærer, at grænsefladen i første omgang blev udviklet til IBM AT-computeren. IDE blev skabt som en måde at standardisere brugen af harddiske i computere.

Den grundlæggende ide bag IDE er, at harddisken og controlleren bør være kombineret. Controlleren er et lille printkort med mikrochip, der angiver præcist, hvordan harddisken gemmer og henter data. De fleste controllere indeholder også noget hukommelse, der fungerer som en buffer til at øge harddiskdrevets ydelse.

Oprindeligt blev SATA udviklet som en intern eller "inside-the-box" grænsefladeteknologi, der muliggjorde forøget ydelse og nye funktioner til interne pc-lagre eller lagringsløsninger til forbrugere. Udviklerne indså hurtigt, at den nye grænseflade driftssikkert kunne udvides uden for pc´en, og dermed muliggøre den samme ydelse og de samme funktioner til eksterne lagringsløsninger i stedet for at skulle være afhængig af grænsefladerne USB eller FireWire (IEEE 1394). SATA-enhederne, som kaldes for eksterne SATA eller e-SATA, kan tilsluttes ved hjælp af afskærmede kabler med længder på op til to meter uden for pc´en. SATA er nu en ekstern standard med specifikt definerede kabler, konnektorer og signalkrav, der blev frigivet som nye standarder medio 2004. eSATA giver mere ydelse end eksisterende løsninger og er "hot-pluggable", dvs. at enheder kan tilsluttes, mens systemet kører.

Vigtigste fordele ved eSATA:

• Op til seks gange hurtigere end nutidens eksterne lagringsløsninger: USB 2.0 og Firewire (IEEE 1394)
• Robust og brugervenlig ekstern tilslutning
• Højtydende, omkostningseffektiv udvidelse af lagerplads
• Op til 2 m afskærmede kabler og konnektorer
• Anvendelser af eSATA omfatter ekstern direkte tilsluttet lagring til bærbare computere, desktop-pc´er, forbrugerelektronik og entry-servere.
   

Mange eksisterende eksterne harddiskdrev bruger USB og/eller FireWire. Disse grænseflader er ikke nær så hurtige som SATA ved sammenligning af spidsværdier og teoretisk kan de negativt påvirke drevets ydelse, selv om alle standarder i aktuelle test har vist overføringshastigheder, der er langt under deres spidsværdi såvel som forskelle mellem platforme (f.eks. Mac vs. Windows).

Eksterne USB- og FireWire-drev er ATA-drev med en "bridge"-chip, der omsætter ATA-protokollen til den USB- eller FireWire-protokol, som bruges til tilslutningen. Disse grænseflader kræver indkapsling eller konvertering af de overførte data og derefter dekapsulering efter, at dataene er modtaget. Denne "protocol overhead" reducerer disse værtsbussers effektivitet, øger udnyttelsen af værts-CPU´en eller kræver en særlig chip til at aflaste værten. I modsætning til USB eller IEEE 1394 resulterer eSATA ikke i problemer med "protocol overhead". Denne evne er perfekt til at anvende en række drev med "performance striping" (spredning af ydeevnen) bag eSATA-værtsporten.

Den typiske kabellængde er to meter. Overensstemmelsen er defineret i SATA II: Elektrisk specifikation, som Gen1m- og Gen2m-specifikationerne for henholdsvis 1,5 Gb/s og 3,0 Gb/s. På nuværende tidspunkt har de fleste pc-bundkort ingen eSATA-konnektor. eSATA kan muliggøres ved at tilføje en eSATA-værtsbusadapter (HBA - host bus adapter) eller en "bracket"-konnektor til desktopsystemer eller en Cardbus eller et ExpressCard til bærbare computere. På nye bundkort, der er indført i 2005, er eSATA-konnektorer integreret på bundkortet.

Bemærk: Før den definitive eSATA-specifikation var afsluttet, fandtes der nogle produkter, der er designet til ekstern tilslutning til SATA-drev. Nogle af disse anvender den interne SATA-konnektor eller selv flere konnektorer, der er designet til andre grænsefladespecifikationer, som f.eks. IEEE 1394. Disse produkter er ikke eSATA-kompatible.

I computerbranchen er en Redundant Række af Uafhængige Diske, som også kaldes for en Redundant Række af Billige Diske (forkortes RAID) et system, der anvender flere harddiske for at dele eller gentage data blandt drevene. Afhængigt af hvilken version, der er valgt, er fordelen ved RAID øget dataintegritet, fejltolerance, bedre dataoverføringshastighed eller øget kapacitet i forhold til enkelte drev. Den vigtigste fordel ved RAID i dens oprindelige implementeringer (hvor det var en forkortelse for "redundant array of inexpensive disks" på dansk redundant række af billige diske), var muligheden for at kombinere flere billige enheder med ældre teknologi i en række, der gav større kapacitet, driftssikkerhed, hastighed eller en kombination af disse end der kunne købes i en enkelt enhed, der anvender den nyeste teknologi.

På det enkleste niveau kombinerer RAID flere harddiske i en enkelt logisk enhed. Dermed ser operativsystemet kun ét system i stedet for flere forskellige harddiske. RAID bruges typisk på servercomputere og implementeres for det meste (men ikke nødvendigvis) med diskdrev på samme størrelse. Da priserne på harddiske faldt og på grund af en bredere tilgængelighed af RAID-muligheder, der er integreret i bundkortenes chipsæt, findes RAID også og tilbydes som ekstraudstyr i mere avancerede brugercomputere. Dette gælder især for computere, der er beregnet til opgaver som video- og lydredigering, som kræver stor lagringskapacitet.

Den oprindelige RAID-specifikation foreslog et antal prototype "RAID-niveauer", eller kombinationer af diske. Hvert niveau havde teoretiske fordele og ulemper. I årenes løb er der fremkommet forskellige implementeringer af RAID-konceptet. De fleste adskiller sig væsentligt fra de oprindelige idealiserede RAID-niveauer, men de nummererede navne eksisterer fortsat. Det kan være forvirrende, fordi en implementering af RAID 5 eksempelvis kan adskille sig væsentligt fra den anden. RAID 3 og RAID 4 forveksles ofte og bruges endda i flæng.

Selve definitionen af RAID er blevet diskuteret i årenes løb. Brugen af termen redundant får mange til at kløve ord hvorvidt RAID 0 er en "ægte" RAID-type eller ej. På samme måde forvirrer ændringen fra billig (inexpensive) til uafhængig (independent) mange med hensyn til det påtænkte formål med RAID. Der findes selv nogle enkeltdisk implementeringer af RAID-konceptet. Med henblik på denne artikel vil vi sige, at alle systemer, der anvender de grundlæggende RAID-koncepter til at kombinere fysisk diskplads for at øge driftssikkerheden, kapaciteten eller ydelsen, er et RAID-system.

En harddisks plade er en komponent i et harddiskdrev. Det er den runde disk, som magnetiske data er lagret på. Det stive materiale af pladerne i en harddisk er det, der giver dem deres navn (i modsætning til de bøjelige materialer, der bruges til at lave floppydiske). Harddiske bruger typisk flere "platters", dvs. runde, flade diske, som er monteret på den samme spindel. Pladerne er typisk fremstillet af aluminium eller glas, plastic bruges kun sjældent. Hver side af harddiskens plade er belagt med et tyndt lag af enten jernoxid eller et andet materiale med lignende magnetiske egenskaber for at kunne gemme magnetiske data. Harddiskens hoveder bevæger sig hen over pladernes overflade og læser eller skriver data.

Et harddiskdrev (HDD, også kaldt harddisk) er en ikke-flygtig datalagringsenhed, der lagrer data på harddiskens plader, der er belagt med en magnetisk overflade. En harddisk bruger plader (diske). Hver plade har en plan magnetisk overflade, som der kan lagres digitale data på. Information skrives til disken ved at overføre en elektromagnetisk flux gennem et læse-/skrivehoved, som er meget tæt på et magnetisk materiale, som igen ændrer dets polarisation på grund af fluxen. Informationen kan læses af et læse-/skrivehoved, som registrerer den elektriske forandring, når magnetfelterne passerer i umiddelbar nærhed, mens pladen roterer.

Et typisk harddiskdrev består af en central akse eller spindel, som pladerne roterer på ved en konstant omdrejningshastighed. På en fælles hovedarm er læse-/skrivehovederne, der bevæges langs med og frem og tilbage mellem pladerne, med et hoved til hver pladeoverflade. Hovedarmen bevæger hovederne radiært på tværs af pladerne, mens de roterer, således at hvert hoved får adgang til hele pladen.

En megabyte er en enhed for information eller computerlager og svarer til cirka en million bytes. Megabyte forkortes MB (ikke at forveksle med Mb, som er en forkortelse for megabit) og sommetider meg.

FireWire (også kendt som i.Link eller IEEE 1394) er en standard for en seriel busgrænseflade på pc´er (og digitalt audio-/videoudstyr), som giver mulighed for højhastighedskommunikation og isokrone dataservices i realtid. FireWire har erstattet SCSI i mange anvendelser på grund af de lavere implementeringsomkostninger og et enklere og tilpasningsdygtigere kabelsystem.

Siden 1995 findes denne tilslutningsstandard på næsten alle moderne digitale camcordere. Mange computere til hjemmebrug eller professionelle computere til brug med avanceret audio-/videoudstyr har indbygget FireWire-porte, herunder alle computere fra Macintosh og Sony, der fremstilles på nuværende tidspunkt. Endvidere har FireWire i flere år været en tiltrækkende facilitet på Apple´s iPod og gav mulighed for at uploade nye musiknumre på få sekunder og samtidig at genoplade batteriet med ét kabel. Apple har imidlertid udfaset supporten for FireWire til fordel for USB 2.0.

Perpendicular Magnetic Recording system (PMR - perpendikulær lagringsteknik)
Ved konventionel langsgående optagelse gemmes data på en magnetisk plade som mikroskopiske magnetbit, der står på linje i et plan. Selv om udviklingen af magnetiske coatinger fortsætter med at forbedre datalagringsdensiteter på harddiske, afstøder magnetbittene hinanden på grund af deres placering i plan. Hvis man krammer flere bit ind i en disk når man efterhånden et punkt, hvor trængslen forringer kvaliteten af de lagrede bit. Dette begrænser lagringskapaciteter hurtigt. Ved at anbringe magnetbittene lodret, forstærker den perpendikulære lagring den magnetiske kobling mellem nærtstående bit, hvorved der opnås stabile højere lagringsdensiteter og lagringskapaciteten forbedres.

Toshibas nye harddiskdrev har med 206 megabit pr. kvadratmillimeter*3 (133 gigabits pr. kvadrattomme) opnået den hidtil højeste lagringsdensitet. Pladekapaciteten på 40 GB er 33 %*4 højere sammenlignet med Toshibas konventionelle harddiskdrev.

Inden for computerhardware er Serial ATA (SATA eller S-ATA) en pc-busteknologi, der primært er designet til overføring af data til og fra en harddisk. SATA er afløseren for den tidligere Advanced Technology Attachment standard (ATA, også kendt som IDE eller Integrated Drive Electronics). Denne ældre teknologi blev med tilbagevirkende kraft omdøbt til Parallel ATA (PATA) for at kunne skelne den fra Serial ATA.

SCSI står for "Small Computer System Interface", og er en standardgrænseflade og et kommandosæt til dataoverføring mellem enheder på både interne og eksterne computerbusser. SCSI udtales som regel som "skusi".

SCSI blev mest brugt til harddiske og båndlagerenheder, men anvendes også for at tilslutte en lang række andre enheder såsom scannere, printere, cd-rom-drev, cd-optagere og dvd-drev. Faktisk fremmede hele SCSI-standarden enhedernes indbyrdes uafhængighed, hvilket betyder, at SCSI teoretisk kan blive brugt med en hvilken som helst type computerhardware.

Siden standardiseringen i 1986 fandt SCSI almindelig anvendelse i Apple Macintosh og Sun Microsystems computere. Standarden har aldrig været populær i IBM pc-verdenen på grund af de lavere omkostninger og den adækvate ydeevne af dens ATA-standard for harddiske. Indførelsen af USB, FireWire og ATAPI gjorde SCSI relativt uinteressant for pc´er på grund af den høje pris og stigende kompleksitet.

Nu om stunder er SCSI populær på højtydende arbejdsstationer, servere og high-end perifert udstyr. RAID-array på servere anvender næsten altid SCSI-harddiske. I desktop-pc´er og bærbare computere anvendes ATA/IDE oftere eller de nye SATA-grænseflader for harddiske og USB eller FireWire for tilslutning af eksterne enheder. 

Universal Serial Bus (USB) er en seriel busstandard for tilslutning af enheder, normalt til computere som pc´er og Apple Macintosh, men den bliver også almindelig på videospilkonsoller som Sonys PlayStation 2, Microsofts Xbox 360, Nintendos Revolution, og PDA´er og selv fjernsynsapparater og stereoanlæg. USB understøtter tre dataoverføringshastigheder.

Low Speed-hastigheden på 1,5 Mbit/sek. (183 KiB/sek.), som bruges primært til indtastningsenheder (HID - Human Interface Device) som tastaturer, mus og joystick.

En "Full Speed"-hastighed på 12 Mbit/sek. (1,4 MiB/sek.). Full Speed var den hurtigste hastighed før USB 2.0-specifikationen og mange enheder falder tilbage til Full Speed. Full Speed-enheder deler USB-båndbredden mellem dem efter "first-come first-served"-princippet og det er ikke ualmindeligt at køre tør for båndbredde, når forskellige isokrone enheder er tilkoblet. Alle USB-hubs understøtter Full Speed. Hi-Speed-hastigheden er 480 Mbit/sek. (57 MiB/sek.).

Selv om Hi-Speed enheder almindeligvis kaldes for "USB 2.0", er ikke alle USB 2.0-enheder Hi-Speed. En USB-enhed bør angive den hastighed, den vil bruge, ved at anbringe en korrekt etiket på den emballage, enheden blev leveret i, eller nogle gange på selve enheden. USB-IF certificerer enheder og udsteder licenser til at bruge specielle markedsføringslogoer for enten "Basic-Speed" (low speed og full speed) eller High-Speed, når den pågældende enhed har bestået en kompatibilitetstest og efter at der er betalt et licensgebyr. Alle enheder bliver testet i henhold til de seneste specifikationer. Derfor er for nylig kompatible Low Speed enheder også 2.0.

Hi-Speed enheder bør falde tilbage til den langsommere dataoverføringshastighed for Full Speed, når de tilsluttes en Full Speed-hub. Hi-Speed-hubs har en særlig funktion kaldt Transaction Translator (transaktionsoversætter), der adskiller Full Speed- og Low Speed-bustrafik fra Hi-Speed-trafik. Transaktionsoversætteren i en Hi-Speed hub (eller muligvis hver port, afhængigt at det elektriske design) vil fungere som en fuldstændigt særskilt Full Speed-bus for de Full Speed- og Low Speed-enheder, der er koblet til den. Denne adskillelse gælder kun for båndbredden; busreglerne for strøm og hubdybde gælder stadigvæk.